Lørdagsklubben

 

Home Up



www.hildingerne.dk

 


Der er dømt sølv til en af Lørdagsklubbens (mange) storspillere - i adskillige år holdets Benjamin - Flemming Hilding Hansen.

Ret beset er det i parløb, og det gør jo ikke præstationen mindre, hustruens forstås.

Vor bibliotekar gransker i øjeblikket klubbens arkivalier for at få vished om, at der et kvart sekel tilbage blev løst kongebrev for Kirsten - alternativet, at man på spindesiden skulle lyve sig ældre end rettelig er, afvises som useriøst.

Der hersker almindelig enighed om, at det er madame (og tak for det) der ved sin udtalte leder-funktion holder Flemming ung og toptrimmet - for man kan sige meget om Lørdagsklubben og dens medlemmer, men os er det ihvertfald ikke. Taktikmøder, træningsophold, sommerlejre, turneringer, ordinære som ekstraordinære generalforsamlinger - altsammen noget der slider på systemet, når man er forsynet med en ildhu, som nu engang Flemming er det.

Og så er der jo det, at når man besidder talentet, så får man også heldet: To gange (oven i købet i træk) har sølvgommen vundet Lørdagsklubbens raflepokal - en mand der er notorisk terningblind!

Han aner garanteret ikke, hvad der gemmer sig på undersiden af terningen. Imponerende og - ikke mindst - underholdende. At Flemming endnu ikke har vundet klubmesterskabet i billard må forklares med chikane, ren og skær chikane.

Nogle kunne nu få den usportslige tanke, at der i Hilding gemmer sig en gran af forlystelsessyge - sludder og vrøvl - og skulle det alligevel være tilfældet, forholder det sig da ikke således, at for en gammel Skovser er sligt en menneskeret?

Kære Flemming og Kirsten. Når virakken har lagt sig, så ikke noget med at lulle jer i søvn. Nu gælder det guldet! Og her drejer det sig ikke kun om at holde af, I skal også holde ud.

God vind.

Hilsen

pbv & pkv

Formanden

PS. Nu skal det hele jo ikke gå op i hat og briller, så bemærk venligst, at der er træning på lørdag i Sjælsøhallen. Kirsten vil Du sørge for, at Flemming stiller omklædt på banen kl. 7.OO. Tak.

PPS. Det er indendørs.